Nem trifli med hindbær, vaniljecreme og brændt hvid chokolade

Den her cremede og frugtige hindbærtrifli er en enkel, men skøn dessert, der balancerer syrlige bær, sødmefuld vanilje og karamelliseret hvid chokolade i hver eneste skefuld. Triflien er bygget op i smukke lag og kan laves på under 30 minutter – perfekt til både gæster og ekstra hyggelige hverdage.

Hindbærkompotten koges med vanilje og sukker, så bærrene bevarer deres syrlige friskhed. Den silkebløde vaniljecreme med mascarpone og citron giver triflien en cremet og let syrlig karakter, som spiller smukt sammen med de søde makroner og den brændte hvide chokolade, der tilføjer en let sprød, karamelagtig dybde.

Lagene samles lige før servering, så makronerne bevarer deres knas. Pynt med et lille mynteblad eller spiselig blomst for et ekstra strejf af elegance.

En smuk og smagfuld dessert, der kombinerer det friske, det søde og det sprøde – uden at kræve mere end en halv times indsats.

Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.

Forberedelsestid: 10 min.
Tilberedningstid: 15-20 min.
I alt:
 25-30 min.

Nok til 4 stk.

HVAD SKAL DU BRUGE:

KOMPOT

  • 250 g hindbær 

  • 25 g sukker

  • Vaniljekorn fra 1 vaniljestang

VANILJECREME

  • 100 g mascarpone

  • 1,5-2 dl piskefløde

  • Saft af 1/2 citron

  • 50 g flormelis

  • 1 spsk vaniljesukker

ANDET

  • 16 makroner

  • 50 g hvid chokolade

HVORDAN LAVER DU DEM:

  1. Lav først kompotten. Kog bærerne med sukker, vaniljekorn og vaniljestang i 10-15 min. Lad det køle af, mens du forbereder resten.

  2. Forvarm din ovn på 180 graders varmluft. Knæk chokoladen i mindre stykker, læg det på et stykke papir og bag det i 6-8 min. Hold øje med det ikke brænder på. Chokoladen skal blive gylden. Læg så bagepapiret med chokoladen på en rist og lad det køle af.

  3. Vaniljecremen laver du lige inden servering ved at piske alle ingredienserne sammen 1-2 min. Det går hurtigt med at sætte sig, så pas på du ikke overpisker, så cremen skiller.

  4. Læg lidt vaniljecreme i bunden af dit serveringsglas, så lidt knuste makroner, så lidt kompot og slut så af med den brændte hvide chokolade. Top evt. med et mynteblad eller en stedmoderblomst. Velbekomme!

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

VANILJESTANG Du kan alternativt bruge 1 tsk vaniljepulver eller 2 tsk vaniljesukker.

LAKTOSEFRI For en laktosefri version kan du bruge laktosefri mascarpone, piskefløde og chokolade. Kan du ikke finde laktosefri mascarpone kan du bruge laktosefri vaniljeskyr som erstatning for hele vaniljecremen. Det giver lidt mere syre, men smager stadig skønt. Kan du ikke finde laktosefri hvid chokolade, kan du udelade dem og knuse makroner på toppen i stedet for.

Næste
Næste

Galette med tomater, hytteost, soltørrede tomater og rosmarin