Vegetarisk ramen med sprøde majs, tofu og miso

Annonce | Indlægget er udgivet i samarbejde med Bonduelle

Den her vegetariske ramen med miso, sprøde majs og tofu er et varmt, smagfuldt og mættende måltid, der kombinerer dyb umami med friske grøntsager og sprøde toppings. En vegetarisk ramen, der virkelig smager af noget og som er fyldt med forskellige, skønne konsistenser  – perfekt til hverdagsaftener, hvor maden gerne må være hurtig, men stadig skal have smæk på smagen.

Hjertet i ramenen er den cremede miso-suppefond. Friskrevet ingefær, hvidløg og sesamolie giver en aromatisk og let krydret base. Den lyse miso tilfører dybde og umami, mens gochujang giver en mild varme og kompleksitet. Mirin og havremælk afrunder smagen med en let sødme og blødhed, så suppen fremstår balanceret, rund og fyldig uden at være tung.

De sprøde majs spiller en helt central rolle i retten. Når majsene bages, koncentreres smagen, og kernerne bliver let karamelliserede og sprøde i kanterne – en perfekt kontrast til den cremede suppe. Samtidig tilfører de både farve, tekstur og en behagelig sødme, der løfter hele ramenoplevelsen.

Den sprøde tofu bages med soya og sesamolie og for at gøre dem ekstra sprøde, vender vi dem med lidt majsstivelse hvilket giver en gylden. sprød overflade og et saftigt indre. Tofuen tilfører plantebaseret protein og gør ramen mættende og velegnet som fuldt måltid. Pak choi bidrager med friskhed og let bitterhed, mens forårsløg og sesamfrø giver aroma og sprødhed i toppen.

De soyamarinerede æg tilfører ekstra umami og en cremet konsistens, som gør retten endnu mere fyldig.

Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.

Forberedelsestid: 10 min.
Tilberedningstid: 25-30 min.
I alt: 35-40 min.
 

Nok til 4 pers. 

HVAD SKAL DU BRUGE:

SUPPEFOND

  • 50 g ingefær

  • 6 fed hvidløg

  • 3 spsk sesamolie

  • 120 g lys miso

  • 25 g gochujang (eller en anden chilipaste) 

  • 2 spsk mirin

  • 1,6 l vand

  • 4 dl havremælk (eller en anden mælk)

  • Evt. to breve instant dashi / kombu

  • 300 g ramen nudler

SOYAMARINEREDE ÆG

  • 4 æg

  • 2-3 dl soya

  • 1-2 spsk mirin

  • 0,5 dl eddike (ris-, hvidvin- eller æbleeddike)

  • 1 lille spsk sukker

TOPPING

  • 3 dåser Bonduelle majs

  • 200 g fast tofu 

  • 3 spsk soya

  • 1 spsk majsstivelse

  • Sesamolie 

  • 2 pak choi 

  • 3 stængler forårsløg

  • Sorte og hvide sesamfrø

HVORDAN LAVER DU DEN:

SOYAMARINEREDE ÆG

OBS. De soyamarinerede æg skal gerne laves dagen forinden eller min. 2 timer inden servering. Alternativt kan du også bare koge æggene i 6 min. og springe ned til “TOPPING”. 

  1. Til de soyamarinerede æg, koger du æggene i 6 min. Kom dem straks i koldt vand og pil dem med det samme så de ikke “koger videre”.

  2. Kog så soya, mirin, eddike og sukker op, lad det simre til sukkeret er opløst og lad det køle af. Kom æg og lage i en skål, plasticbøtte eller andet hvor æggene er dækkede. 

  3. Lad dem stå min. 2 timer, men gerne natten over. 

TOPPING

  1. Forvarm din ovn ved 200 graders varmluft. 

  2. Dræn majsene for væske og kom dem på en bageplade med bagepapir. Vend dem med 2 spsk soya og lidt sesamolie og skub dem til den ene side.

  3. Smuldr tofuen ud på den anden side af bagepapiret og vend det med 1 spsk soya, majsstivelse og lidt sesamolie. Bag begge dele i 25-30 min. til det er gyldent og sprødt. 

  4. Lav i mellemtiden suppefonden og resten af toppingen. 

SUPPEFOND

  1. Riv ingefær og hvidløg fint og steg det i sesamolie i en gryde ved lav varme et par minutter. 

  2. Tilsæt så miso og gochujang og en lille smule vand og rør det ud så det bliver en cremet base. Lad det stege et minuts tid. 

  3. Kom derefter resten af vandet, mælken, mirinen og evt. instant dashi/kombu i. Lad det koge op og lad det så stå og simre indtil toppingen er bagt færdig. 

  4. Ønsker du en ekstra cremet suppefond kan du koge dine ramennudler i fonden efter anvisning på nudelpakken. Alternativt kan du koge nudlerne for sig efter anvisning på indpakningen. 

  5. Hak i mellemtiden forårsløg og pak choi. Lad et par af pak choi bladene være hele. 

ANRETNING

  1. Kom nudlerne i en dyb skål, hæld suppefonden over og top med alle de skønne toppings og de soyamarinerede æg. Velbekomme!

Forrige
Forrige

Små protein okonomiyaki

Næste
Næste

Pasta med gochujang, miso, tomat og sprød tofu