Misoglaseret spidskål med parmesan, mandler og sauce verte

Annonce | Indlægget er udgivet i samarbejde med Gastrotools

Den her opskrift på misoglaseret spidskål med sauce verte, ristede mandler og parmesan er fyldt med umami, har en sprød stegeskorpe og smager SÅ vidunderligt. Retten er oplagt som et vegetarisk hovedelement ved middagsbordet med en salat på siden eller som en side på siden af en tærte eller veggiedeller. 

Vi har udviklet opskriften i samarbejde med Gastrotools og har brugt deres fænomenale stegepande i 5-ply rustfrit stål, der både gør det muligt at stege spidskålen sprød og jævnt uden at den brænder på og til at bage den mørt og saftig i ovnen. Et pragteksemplar på hvordan godt håndværk og god kvalitet får det bedste frem i råvarerne.

Spidskålens sødme får dybde og kant fra den nemme, hjemmelavede misosmør med lys miso, hvidløg og citronskal. Når kålen først brunes på stegepanden og derefter bages og braiseres i misosmørret, får du et karamelliseret, smørmørt spidskål, der stadig holder struktur og bid.

Kålen serveres på en cremet bund af en sauce verte lavet af butterbeans, spinat, feta og basilikum. Den fungerer både som smagselement og som cremet kontrast til den stegte overflade. Citronen giver lidt kant med sin syre, og fetaen tilføjer både salt og fylde.

Slut af med at give spidskålen et drys revet parmesan, ristede mandler og frisk dild, som giver både tekstur, dybde og friskhed. Enkle elementer, men som smager helt vidunderligt. 

Gastrotools’ stegepande i 5-ply stål er ideel til retter som den her. Den jævne varmefordeling i både bund og sider gør det let at opnå den perfekte stegeskorpe – selv på sarte grøntsager som spidskål, da det er nemt at opnå non-stick egenskaber på stegepanden. Panden tåler ovn, hvilket gør den oplagt til kombinationen af stegning og bagning, som i den her opskrift. Pandens smukke design gør det desuden nemt at servere maden direkte fra panden uden at gå på kompromis med æstetikken. Den passer også til alle komfurtyper og er bygget til at holde hele livet.

Du kan læse mere om stegepanden her: Gastrotools stegepande – 5-ply 28 cm

Retten er et godt eksempel på, at grøntsager i centrum sagtens kan være både smagfulde, mættende og elegante – især når de tilberedes i en stegepande af så god kvalitet. 

Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.

Forberedelsestid: 10-15 min.
Tilberedningstid: 30 min.
I alt:
 40-45 min. 

Nok til 4 pers. 

HVAD SKAL DU BRUGE:

SPIDSKÅL

  • 1 spidskål

  • 100 g stuetempereret smør

  • 35 g lys miso 

  • 1 fed hvidløg

  • Skal og saft af 1/2 citron

BUND

  • 1/2 dåse butterbeans

  • 50 g frisk spinat 

  • 120 g feta  

  • Saft af 1/4 citron

  • 1 stor håndfuld basilikumblade

TOPPING

  • Revet parmesan

  • 2 spsk ristede mandler 

  • Afskåret dild 

HVORDAN LAVER DU DET:

  1. Forvarm din ovn ved 180 graders varmluft. 

  2. Stavblend eller rør smør, miso, hvidløg og citronskal og -saft til en cremet misosmør. Rører du det sammen, så riv hvidløg og citronskal i med en zester, så det bliver så fint som muligt. 

  3. Varm stegepanden op ved middelvarme et par minutter, hæld olivenolie på, halver spidskålen og steg skærefladerne på stegepanden i 4-5 min. til de er helt brunede. Brug evt. en smasher/grillpresser til at holde kålene nede - det vil give en endnu lækrere stegeskorpe. 

  4. Vend spidskålene om, smør 1 spsk misosmør ud over begge skæreflader og bag dem i ovnen i 20-25 min. 

  5. Stavblend i mellemtiden ingredienserne til sauce verten til den er lind og cremet. 

  6. Sæt stegepanden tilbage på kogepladen, skru op på middelvarme og tilsæt et par spsk misosmør til stegepanden. Braiser kålen i 5-10 min. og bad løbende kålen i den smeltede misosmør. 

  7. Smør sauce verten ud på dit serveringsfad, anret spidskålen ovenpå og top med parmesan, dild og hakkede mandler. Nyd den med en salat på siden. Velbekomme! 

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

GLUTENFRI Vil du være helt sikker på en glutenfri version, skal du gå efter en hatcho miso - det er en certificeret glutenfri miso. 

LAKTOSEFRI Brug laktosefri smør, feta og parmesan for en laktosefri version. 

Næste
Næste

Vegetariske gyros med græske deller, kartofler, grønt og tzatziki