Krydderkage med misokaramel og vaniljecreme

Den her svampede krydderkage med misokaramel og silkeblød vaniljecreme er rig på varme krydderier, dyb sødme og et elegant umami-twist. Perfekt som efterårsdessert, julekage eller til andre hyggelige stunder.

Selve kagen er bagt med smør, kefir og æg, som giver en saftig og blød krumme, der holder sig lækker i flere dage. Kombinationen af kanel, kardemomme og ingefær skaber den velkendte, varme krydderprofil, vi forbinder med krydderkage – afrundet med brun farin, der tilfører en let karamelliseret dybde og fylde. Kefiren giver en mild syrlighed, som balancerer sødmen og gør kagen mindre tung, selvom den er rig på smag.

Misokaramellen giver kagen et overraskende og raffineret twist. Den lyse miso tilfører en diskret saltet umami, som fremhæver karamellens sødme og gør smagen mere kompleks uden at tage fokus. Resultatet er en karamel, der føles dyb, rund og balanceret – perfekt til at hælde generøst over den lune eller afkølede kage.

Prikken over i’et er en klassisk vaniljecreme (crème anglaise), lavet på æggeblommer, fløde, mælk og ægte vanilje. Den silkebløde konsistens og rene vaniljesmag fungerer som et roligt, cremet modspil til både krydderierne og den intense misokaramel – og binder hele desserten sammen.

En kage, der føles velkendt, men som også løftes, af misokaramellen og vaniljecremen, til et niveau, der imponerer uden at være kompliceret.

Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.

Forberedelsestid: 30 min.
Tilberedningstid: 1 t.
I alt:
 1 t. 15 min.

Nok til 10 pers.

HVAD SKAL DU BRUGE:

KAGEDEJ

  • 250 g smør (stuetemp.)

  • 160 g sukker

  • 65 g brun farin

  • 3 æg (stuetemp.)

  • 260 g hvedemel

  • 2 tsk bagepulver

  • 1,5 spsk kanel

  • 1,5 tsk kardemomme

  • 1,5 tsk ingefær

  • 0,5 tsk salt

  • 2,5 dl kefir (stuetemp.)

MISOKARAMEL

  • 200 g sukker

  • 80 g smør (stuetemp.)

  • 1,5 dl fløde (stuetemp.)

  • 40 g lys miso (stuetemp.)

VANILJECREME

  • 1 vaniljestang

  • 10 æggeblommer

  • 130 g sukker

  • Et lille nip salt

  • 6 dl piskefløde

  • 1,5 dl sødmælk

HVORDAN LAVER DU DEN:

KAGEDEJ

  1. Forvarm din ovn ved 180 graders over- og undervarme.

  2. Begynd med dejen til kagen. Pisk nøddesmør sammen med smør, sukker og brun farin til det er luftigt. Tilsæt så ét æg ad gangen og pisk grundigt mellem hver æg.

  3. Tilsæt derefter hvedemel, bagepulver, kanel, kardemomme, ingefær og salt og pisk dejen godt sammen. Dejen kan føles lidt tør og tung her, men det løser sig, når du tilsætter kefir.

  4. Tilsæt kefiren og pisk dejen sammen. Hæld den så i en rugbrødsform beklædt med bagepapir og bag kagen i 50-55 minutter ved 180 graders over- og undervarme.

MISOKARAMEL

  1. Lav i mellemtiden misokaramellen.

  2. Hæld sukker på en pande, så det er fordelt jævnt. Skru så op på medium varme og lad sukkeret smelte ganske langsomt uden at røre i det (det kan godt tage 10-12 min.). Når det er ved at være helt smeltet, må du gerne røre det lidt rundt og evt. skrue lidt op for varmen, hvis det ikke er helt smeltet.

  3. Skru så ned for varmen igen, lige under medium varme, og tilsæt smørret under omrøring. Det kan godt boble en masse, så vær opmærksom på det.

  4. Når det er helt inkorporeret, tilsætter du fløden også under omrøring.

  5. Når det er helt inkorporeret, tilsætter du misoen og rører det sammen til en flydende karamel.

  6. Lad det køle en anelse af, inden du heller det i en lufttæt beholder. Lad det evt. køle af i køleskabet uden låg, mens kagen bager færdig.

VANILJECREME

  1. Skrab kornene ud af vaniljestangen og kom dem i en skål med æggeblommer, sukker og salt. 

  2. Pisk først æggeblommer, vaniljekorn, sukker og salt sammen så det kun lige akkurat bliver en ensartet creme. Det må ikke blive luftigt.

  3. Put så vaniljestangen i en lille gryde sammen med piskefløde og sødmælk. 

  4. Kog det langsomt op til lige under kogepunktet under konstant omrøring - det må ikke overstige 90 grader. 

  5. Sluk for varmen og hæld 1 dl af mælke-fløde-blandingen over æggeblomme-blandingen, mens du pisker det sammen. 

  6. Hæld det så tilbage til resten af mælke-fløde-blandingen i gryden. Kog det igen langsomt op under konstant omrøring til 85 grader så cremen legerer - men tag det af varmen så snart det rammer 80 grader eller begynder at tykne - så undgår du at æggene koagulerer og cremen skiller. 

  7. Tag straks gryden af varmen og si cremen gennem en finhullet si over i en hældekande, en skål eller en lufttæt beholder.  

  8. Du kan enten servere kagen med en lun eller kold vaniljecreme. Hvis kold, kan du lave den dagen inden servering.

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

STUETEMPERATUR Både til kagedejen og til misokaramellen er der ingredienser, der skal være stuetempereret. Vær derfor opmærksom på at stil disse ingredienser ud på køkkenbordet 1 times tid inden du skal lave kagen og karamellen.

LAV PÅ FORHÅND Du kan sagtens lave både kagen, misokaramellen og vaniljecremen dagen inden servering. Opbevar kagen og vaniljecremen i køleskabet og misokaramellen på køkkenbordet.

GLUTENFRI For en glutenfri kage brug glutenfri mel og glutenfri miso.

LAKTOSEFRI Hvis du ønsker en laktosefri kage, kan du bruge laktosefri smør, kefir, fløde og mælk.

Næste
Næste

Marineret tofu med asiatisk salat og friterede løg