Marineret tofu med asiatisk salat og friterede løg
Velsmagende marineret tofu med frisk asiatisk salat og sprøde friterede løg – en kombination af umami, friske ingredienser og sprød tekstur på den helt rigtige måde. Opskriften er både nem at lave, sund og fyldt med dybde.
Opskriften bygger på fast tofu, som suger smag til sig som en svamp og bliver lækkert karamelliseret, når den steges i den silkebløde marinade af lys miso, soya, chili, lime og brun farin. Misoen tilfører en dyb, saltet umami, mens lime og chili giver friskhed og varme, så hver bid bliver både afrundet og let syrlig.
Den friske topping – et mix af rødløg, citrongræs, koriander, forårsløg, frisk chili og limeskal – tilfører en aromatisk og sprød kontrast, der gør retten både levende og let. Når alt vendes sammen med den simple dressing af ingefær, honning og lime, får du en salat, der både dufter og smager vidunderligt.
Og som prikken over i’et: hjemmelavede friterede skalotteløg. Gyldne, sprøde og fulde af sødme – de giver retten den perfekte crunch og gør den uimodståeligt lækker.
Servér den med ris, nudler eller en salat på siden.
Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.
Forberedelsestid: 15-20 min.
Tilberedningstid: 15 min.
I alt: 30-35 min.
Nok til 4 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
TOFU
400 g fast tofu
3 spsk soya
4 spsk sesam- eller olivenolie
2 fed hvidløg
TOPPING
1 citrongræs
1 lille rødløg
1 bundt friske koriander
1 forårsløg
Skal af 1 lime
1/4 rød eller grøn chili
1 tsk sesamfrø (hvide og sorte)
DRESSING TIL TOPPING
1 tsk fintrevet ingefær
1/2 tsk honning
1 spsk sesam eller olivenolie
Saft af 1/2 lime
FRITEREDE SKALOTTELØG
3 skalotteløg
Solsikkeolie
HVORDAN LAVER DU DET:
Halver din tofu-blok på den brede led så du får store tofustykker, der er ca. 0,5 cm tykke. Læg så stykkerne mellem to viskestykker eller ét foldet på midten og pres så meget væske ud som muligt - på den måde suger tofuen mere smag til sig.
Læg dem så i en beholder, hvor de kan dækkes af soya, olie og presset fed hvidløg. Lad det stå og trække, mens du forbereder resten.
Skær ingredienserne til toppingen super fint og tyndt ud, kom det i en skål, men bland det ikke sammen endnu.
Rør også dressingen sammen til toppingen.
Skær skalotteløgene helt tyndt ud og friter dem i et godt lag solsikkeolie på en pande. Læg dem af på et stykke køkkenrulle, når de gyldner, så de kan ligge og blive sprøde.
Lad der være en smule olie tilbage på panden, men kasser resten. Kom tofustykkerne på panden med deres marinade og steg dem sprøde.
Anret tofuen på et serveringsfad, rør ingredienserne til toppingen sammen med dressingen og kom det ovenpå.
Top til sidst med de fritterede skalotteløg og sorte og hvide sesamfrø. Velbekomme!
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
TOFU Du kan købe fast, økologisk tofu i de fleste supermarkeder. Det kan i hvert fald fås i både Føtex, Rema1000 og Netto.
GLUTENFRI Brug glutenfri soya for en glutenfri version.
LAKTOSEFRI Retten er naturlig laktosefri.